Der var rig dansk repræsentation ved Lotus Car Club of Swedens baneday mandag den 1. maj på herlige Ring Knutstorp:
Fra venstre: Christian Blicher Poulsen og søn i Bell and Colvill 160 Elise S1, Stig Rahbek i Elise S1 under stadig udvikling, Kasper Fuglsang i mint condition Elise S2 111S (den røde i baggrunden), co-driver og multi Lotus exotica besidder Kurt Larsen, forfatteren Victor Hollnagel i Elise S1, Morten Just Blangsted også i Elise S1 og Søren Søndergaard Pedersen i Elise S2 Heritage Type 23 (bilen, som kigger frem til højre i billedet) direkte fra værkstedet med frisk renoveret undervogn, hvis tilblivelse I i detaljer kan læse om i en tråd her på forummet.
Stig Arve Jepsen i Caterham 7 og Martin Westergaard Lassen i Elise S2 var der også, men kom desværre ikke med på det hurtigt arrangerede billede.
Vejret startede køligt og overskyet, men blev hurtigt bedre og endte, som I kan se af billedet, i solskin og nærmest lunt vejr om eftermiddagen.
Vore svenske værter var som sædvanlig meget venlige, gæstfri og imødekommende. Instruktionen og afviklingen stod Michael Stilling for, kendt fra sit eget mangeårige trackdayfirma MS-R. Der blev lagt vægt på, at det ikke var race, at der skulle tages gensidigt hensyn, så alle, også de knapt så hurtige, kunne føle sig godt tilpas. Overhaling var dog tilladt, men kun efter gensidig overenskomst, udbremsninger var forbudt og den, som overhalede, havde ansvaret. Michaels mangeårige erfaring om, at mindst 50% af fornuften forlod hjernen i en del tilfælde, når hjelmen blev trukket ned over hovedet, blev også fremhævet. Så alt i alt et godt udgangspunkt for en god dag.
Næsten alt forløb gnidningsfrit, og selvfølgelig kunne vi fornøje os med at måle vores biler og vores egne evner op mod hinanden og, under bevarelse af store dele af fornuften under hjelmen alligevel kunne tage hensyn, hvilket var en stor fornøjelse.
Bortset fra en selvforskyldt mindre næsestyver og en generator, som opgav at lade, kom hele den danske ti mand stærke deputation hjem igen på egne hjul, masser af gode oplevelser og erfaringer i godt selskab rigere.
Vi er en del, som efterhånden mange gange har deltaget i denne gode forårsbegivenhed.
Så herfra skal der kun lyde en opfordring til at tilmelde sig med sin Lotus til LCCS’ forårsbanedag til næste år; alle kan være med og det i sit eget tempo.
Der var flere, som optog video, og det kunne være sjovt, hvis flere ville lægge lidt klip på YouTube fra dagen.
Her er foreløbig link til footage fra mine egne øvelser på dagen hinsidan.
https://www.youtube.com/watch?v=YOdcfRt-ZxgTak til alle for godt selskab og for en hyggelig dag.
Victor