Det er lykkedes mig at forstå at justere tomgangen på mine Weber DCOE karburatorer, og derfor har jeg lavet denne trin for trin vejledning med illustration i farver.
Du skal bruge en skruetrækker, og et flowmeter.
1) Afmonter luftfiltrene. Man skal kunne komme til hornene med flowmeteret.
2) Start motoren, og kør den varm.
3) Med motoren i tomgang, sættes flowmeteret i horn nr 1 og så i nr 2. De 2 værdier skulle gerne være ens.
4) Med motoren i tomgang, sættes flowmeteret i horn nr 3 og så i nr 4. De 2 værdier skulle gerne være ens.
5) Er nr 1 og 2 anderledes end 3 og 4, skrues balanceskruen(markeret med blå) i retning af den karburator der suger mindst. Når alle 4 suger ens er vi færdige med flowmeteret, og stod det helt skævt, har du allerede nu en mere jævn tomgang.
6) Nu skal vi se på de skruer markeret med rødt. Det er blandingen til tomgang. Start med nr 1, og skru den en kvart omgang til højre. Stiger omdrejningerne, bliver du ved at skrue til højre i kvarte omdrejninger med 10 sekunders intervaller, indtil motoren falder i omdrejninger. Hvis motoren ved første skru til højre falder i omdrejninger, så skru en kvart omgang til venstre, og bliv ved i kvarte omdrejninger til venstre med 10 sekunders intervaller, indtil motoren igen falder i omdrejninger. Det du vil, er at alle 4 skruer står, så motoren går hurtigst.
7) Nu kigger vi på omdrejningstælleren, og vil justere de omdrejninger som motoren kører med i tomgang. Det er skruen bag brændstofslangen markeret med grøn. På min motor er den superfølsom, så juster med få grader indtil din motor kører stabilt og med tilpas lave omdrejninger.
Tag igen dit flowmeter, og tjek lige alle 4 om de stadig suger ens. Gør de ikke, så start om fra trin 1.
Er din motors tomgang helt gal, er det ikke utænkeligt at du skal skrue ned for tomgangens omdrejninger(pkt nr 7) mens du er igang med punkt nr 6. Det både larmer og varmer, hvis den tror tomgang er 2500rpm.